Sven Dalsgaard – EFTERSKRIFT

Frem til 14. november 2021 på Randers Kunstmuseum.

Øjne- Sven Dalsgaard

I 1970 erklærer Sven Dalsgaard (1914-1999) sig selv for kunstnerisk død og udstiller sit eget gravmæle på årets udstilling med kunstnersammenslutningen Grønningen. Den makabre tilkendegivelse betyder dog ingenlunde, at kunstnerens produktion er ophørt. Den kunstneriske krise, som gravmælet markerer, bliver startskuddet for en ny eksperimenterende fase i kunstnerens liv. På udstillingen EFTERSKRIFT sættes der fokus på den mindst kendte del af Dalsgaards livsværk, senværket fra 1969 til hans død i 1999.

Når man anskuer litteraturen om Dalsgaard og de mange udstillinger, der har sat fokus på hans livsværk, er det ofte hans om fangsrige og mangesidede produktion i 1960’erne, der fremdrages som den egentlige kulmination i hans kunstnerliv. Inspireret af den international avantgarde skaber Dalsgaard her en række ikoniske hovedværker, som fortsat er dem de fleste forbinder med hans navn: Den blå nøgle, de monokrome billeder, malerierne med øjne, stoleobjekter, pakker og Dannebrogsbilleder.

Langt mindre opmærksomhed er blevet rettet mod den næste fase af hans kunst, der betragtes som en mere repetitiv fase, hvor Dalsgaards nøglemotiver recirkuleres i talrige nye variationer. Fænomenet er ikke enestående. Gennem historien ses mange eksempler på, hvordan en kunstners senværk kommer til at stå i skyggen for ungdomsårenes eksperimenterende værker og ’manddommens’ egentlige hovedværker. J.F. Willumsens (1863-1958) eksperimenterende værker fra 1940’erne og 1950’erne blev sablet ned af kritikerne for at være banale og excentriske, mens en række andre kunstneres sene produktion, typisk anskues som kommercielt betonet eller som udvandede og blodfattige eksempler på det egentlige kunstneriske eftermæle.

Ikke desto mindre er der god grund til at fokusere nærmere på Dalsgaards sene værk. Forfatter og tidligere museumsleder Finn Terman Frederiksen har i artiklen ”Tvillingen, stedet og livsrejsen”, der udkom i bogen Sven Dalsgaard 100 år (2014), sat fokus på Dalsgaards livsværk som en lang rejse frem mod selvindsigt. I den optik er senværket udtryk for den sidste del af rejsen, det stadie, hvor selvudforskningen af eksistensen kulminerer, og hvor kunstneren som vismanden ser tilbage på sit liv og forholder sig til livets afslutning.

I perioden begynder Dalsgaard at memorere over sit liv og sin kunst gennem flere serier af værker, men han slås også i stigende grad med kroppens forfald og et svigtende helbred. Undervejs udtrykkes de nye erfaringer og erkendelser hudløst ærligt i værker og dagbøger. I en række fotografier taget med selvudløser fokuserer han på sit eget ansigt, og han gransker og affotograferer stort set alle dele af sin aldrende krop. Han indlægges adskillige gange på Randers Centralsygehus og dokumenterer mindst fem af disse ophold i billeder og tekst. Eksperimenter, der næsten antager videnskabelig karakter, som en form for kortlægning over den menneskelige forgængelighed – tidens gang, liv og død – der på en gang er subjektiv og dybt almenmenneskelig. Dalsgaard bruger sit eget liv som grundlag for den kunstneriske proces i en sådan grad, at grænsen mellem det intime og det abstrakte, mellem mennesket Sven fra Randers og poeten og kunstneren Sven Dalsgaard forsvinder.

Det er denne periode og disse værker der udforskes i udstillingen EFTERSKRIFT.