Freddy and The Phantoms

Lørdag den 24. oktober 2020 kl. 21.00 på Café Von Hatten

På Freddy And The Phantoms femte album A Universe From Nothing tager bandet hul på et nyt episk kapitel i den historie de har skrevet på gennem det seneste årti. Døren til fremtiden er brudt op – og bandet befinder sig i et dystopisk og faretruende univers, hvor truslen om undergang konstant lurer i kulissen. Der gives ingen lette svar på det stærkt konceptuelle nye album som både har ladet sig inspirere af Dantes Guddommelige Komedie, Stephen Hawkings En kort historie om tid og verdens nuværende klimakrise. Det tunge emnevalg har også medført et tungere og hårdere musikalsk udtryk hos bandet, en musikalsk transformation som har sendt bandet ind i et nyt heavy og scifi-rock univers, men uden at slippe bluesmusikkens grundlæggende DNA.

“For at kunne forløse albummet har vi måttet ladet os inspirere af andre musikalske og litterære udtryk end tidligere – og har både kigget tilbage og længere frem i tiden. Bach, Sabbath, Dio, Mastodon og Rival Sons har alle vist noget af vejen, for blot at nævne en håndfuld. I bund og grund føler vi lige nu, at vi har fundet vores egen sound og niche og fordi den både kan pege frem og tilbage er den reelt set tidløs i rocksammenhæng“, udtaler bandets forsanger Frederik “Freddy” Schnoor .

A Universe From Nothing er indspillet i Medley Studios i København og produceret af Ken Rock og bandet selv. Grundsporene af både trommer, bas, keys og guitarer er for første gang i bandets historie tracket live i samspil på hele pladen. Du hører altså lyden af et band som peaker efter 10 års sammenspil, og efterfølgende har Freddy lagt sine saftige vokaler på. Studiets ejer, guitar-guruen Søren Andersen (Glenn Hughes, Electric Guitars), har også fået lov at lege med og bidrager med en mesterlig solo i bedste blackmore-stil på nummeret River Of Hate.

Freddy And The Phantoms fejrer i 2020 10 års jubilæum som band og det nye album er deres 5. i rækken. De har over årene spillet mere end 300 koncerter på landets største spillesteder bl.a. Smukfest, Vega og Amager Bio og spillet support for verdensnavne som Eagles, Rival Sons, Twisted Sister og Blackberry Smoke. 

Koncerten er en del af Spil Dansk Ugen 2020. Spil Dansk er musiklivets festuge, der altid foregår i dagene omkring uge 44. Siden 2001 har Spil Dansk været Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed af arrangementer. Turbinen, Randers Bibliotek, Randers Kommune og Randers Eventsekretariat er lokale hovedarrangører. Det sker sammen med en række samarbejdspartnere inden for det lokale musikliv. Målet er blandt andet at skabe glæde og øge kendskabet til musik med dansk afsæt – herunder udfolde musikken i nye og anderledes rammer. Læs mere på www.spildanskranders.dk.