Randers Big Band 40-årsjubilæumskoncert

Lørdag 24. oktober 2020 på Værket med Thomas Eje

Randers Big Band fejrer 40 år i toppen af dansk big band-musik. Det gør de blandt andet med en storslået jubilæumskoncert på Værket spækket med swingende big band-musik og en perlerække af stjernesolister under kyndig styring af konferencier Thomas Eje.

I 1980 såede Palle Hundborg kimen til det, der i dag er et landets førende amatør-bigbands, nemlig Randers Big Band. Orkesteret markerer 40-året for dannelsen med et brag af en koncert på Værket med masser af stjernestøv og med et regulært festfyrværkeri af noget af det bedste bigband-musik, Danmark kan byde på.

I løbet af orkesterets 40 år er der sket en stor musikalsk udvikling, og Randers Big Band har gennem udmærket sig herhjemme og i udlandet på adskillige turnéer, koncerter og konkurrencer. Til oktober kan du opleve dem i storform i Værkets Store Sal, når de fylder salen til randen med det, de gør bedst: traditionel swing-musik fra komponister og arrangører fra genrens allerøverste hylde. Som det vil kunne høres, så fejler musikglæden og sammenspillet absolut ingenting trods 40 år på bagen.

Koncerten byder også på en perlerække af solister på scenen, der tager del i fejringen. Navne som Karmen Rõivassepp, Bobo Moreno, Rikke Buch Bendtsen, John Riddell og Nikolai Bøgelund vil løbende blive introduceret på scenen under kyndig ledelse af konferencier, entertainer og stjernesolist Thomas Eje.

Arrangementet er en del af Spil Dansk Ugen 2020. Spil Dansk er musiklivets festuge, der altid foregår i dagene omkring uge 44. Siden 2001 har Spil Dansk været Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed af arrangementer. Turbinen, Randers Bibliotek, Randers Kommune og Randers Eventsekretariat er lokale hovedarrangører. Det sker sammen med en række samarbejdspartnere inden for det lokale musikliv. Målet er blandt andet at skabe glæde og øge kendskabet til musik med dansk afsæt – herunder udfolde musikken i nye og anderledes rammer. Læs mere på www.spildanskranders.dk.