Årets store julekoncert med Randers Kammerorkester

Ti dage før juleaften spiller Randers Kammerorkester decembers store julekoncert i Sct. Peders Kirke lørdag den 14. december 2019 kl. 16.

Under ledelse af David Riddell præsenterer et udvidet Kammerorkester, fire vokalsolister og Sct. Peders Koncertkor et vidtspændende program, der rækker fra J.S. Bachs storslåede Magnificat over Arcangelo Corellis stemningsfulde Julekoncert og Ottorino Respighis "L'adorazione dei Magi" til en ny fortolkning af den gamle julesang "O kom, o kom, Immanuel" iscenesat af David Riddell.

Som vokalsolister medvirker Philippa Cold, Stina Schmidt, Jonathan Koppel og Andreas Winther.
 
Magnificat
Mens frosten bed, og sneen lagde sig tæt i byens gader, fyldte tonerne fra Bachs Magnificat Thomas-kirken i Leipzig for første gang juledag 1723. På bænkene i kirken oplevede menigheden allerede i de første takter, hvordan orkestrets trompeter bryder ud i en eksplosion af glansfulde og jublende toner, der kaster et lys ind i decembers mørke og illustrerer julens glade budskab.
 
Italiensk julemusik
Foruden Bach indeholder koncerten bl.a. to italienske komponisters bud på  musik, der hører julen til. Corellis Julekoncert blev første gang spillet til midnatsmessen i Peters Kirken i Rom natten mellem den 24. og 25. december i slutningen af 1600-tallet. Sidste sats er en meget smuk pastorale, hvor Corelli fortæller historien om hyrderne på marken julenat i Betlehem. Ottorino Respighis "L'adorazione dei magi" er en fortryllende musikalsk fortolkning af Sandro Botticellis maleri af de tre vise mænd på besøg i den kolde stald i Betlehem.
 
Philippa Cold
Koncertens sopran - Philippa Cold -  er uddannet på Musikkonservatorierne i København og Odense og ved ved Operastudio i Stockholm. Hun har bl.a. optrådt sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester i Carl Nielsens Symfoni nr. 3, og i 2019 var hun samme sted solist i en række Nytårskoncerter med David Riddell som dirigent. Blandt Phillipa Colds fremtidige opgaver i 2020 er rollen som Proserpina i Monteverdis L'Orfeo på Det Kongelige Teater sammen med Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen og rollen som Donna Anna i Mozarts Don Juan med operagruppen Nontardar.
 
Stina Schmidt
Mezzosopranen Stina Schmidt debuterede på Det Kongelige Teater i rollen som Flora i Verdis opera La Traviata. Hun er er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og Operaakademiet i København. Hun har siden sunget roller på Det Kongelige Teater, Malmö Opera, Den Ny Opera, Den Fynske Opera og Aarhus Sommeropera. De seneste år har hun bl.a. optrådt i Reumertvinderen "Andre Bygninger" af Andy Pape og Steingrimur Rohloffs Lysistrate på Den Fynske Opera, og hun har medvirket i Svend Hvidtfelt Nielsens Lænker på Aarhus Sommeropera.
 
Jonathan Koppel
Allerede som lille dreng stod tenoren Jonathan Koppel på de skrå operabrædder som Cio-Cio Sans lille dreng i Madama Butterfly på Det Kongelige Teater. Siden har han som voksen sanger bl.a. haft rollen som Torquemada i Copenhagen Phils semi-koncertante opførelse af Ravels opera L'heure espagnole med verdensdirigenten Lawrence Foster. Han har desuden sunget Tamino i Mozarts Tryllefløjte i en opførelse i Frimurelogen, og på Opera Hedeland har han medvirket i Donizettis Lucia di Lammermoor.
 
Andreas Winther
Andreas Winther er uddannet i klassisk sang fra Syddansk Musikkonservatorium i Odense og på Musikhochschule i Lübeck. Sideløbende har han i flere sæsoner optrådt som solist på Theater Kiel, hvor han debuterede i uropførelsen af operaen "Schachnovelle". Han har desuden sunget i operakorene på Theater Lübeck, GöteborgOperan, Den Norske Opera og Det Kongelige Teater. Siden januar 2018 har Andreas Winther været fast medlem af Den Jyske Operas Operakor og optræder ofte solistisk og i korsammenhæng med landsdelsorkestrene.

Aktiviteter og jul i Randers - find inspiration  til  hyggen med venner og familie på www.juliranders.dk