Berømmet dansekompagni besøger Randers

”Two lions and a castle” kan opleves på Randers Teater 1. oktober kl. 19.30.


En håndfuld skæve eksistenser, en desperat havfrue, kvinder i slow motion galop og skøre sange. Det er noget af det, man kan opleve, når et af Nordeuropas toneangivende dansekompagnier besøger Randers Teater. ”Two lions and a castle” fra Dansk Danseteater er instrueret af en af Israels mest fremtrædende koreografer, Roy Assaf, og der er hele ni dansere på scenen for at virkeliggøre hans visioner.

Hvordan skaber man stor kunst? Et ultimativt og storslået show, der får publikum til at dåne af ren og skær lykkerus? Og hvad med alt det, der bliver sorteret fra i processen? Disse spørgsmål bliver taget under kærlig behandling af koreografen Roy Assaf, som er en mester i at forene det vanvittige med det alvorlige. I forestillingen møder publikum en række vidt forskellige skøre skæbner, og snart tegner der sig et potpourri af små satiriske nedslag inspireret af kunstnerens iver efter at skabe det ”perfekte show”.

Roy Assaf har tidligere skabt værker for nogle af de mest indflydelsesrige spillesteder i verden, bl.a. Batsheva Dance Company i Tel Aviv og Baryshnikov Arts Center i New York. Hans forestillinger har et stærkt teatralsk præg, et effektfuldt fysisk udtryk og en naturlig indlevelse, hvilket alt sammen har gjort ham til en af Israels mest efterspurgte koreografer. Dansk Danseteater er i dag Danmarks største og mest prisbelønnede moderne dansekompagni, sammensat af håndplukkede dansere fra hele verden.

Koreograf: Roy Assaf
Dansere: Lukas Hartvig-Møller, Lucas M. Threefoot, Bradley Waller, Edward Pearce, Merete Hersvik, Lúa Mayenco Cardena, Jessica Lyall, Kristin Bjerkestrand, Julien Guillemard
Koreografisk assistance: Avshalom Latucha and Ariel Cecelia Freedman
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Kostumedesign: Roy Assaf
Lyddesign: Mikkel Larsen
Skrædder: Maria Ipsen

Læs mere på www.randesteater.dk