Bluesnight med Bernard Allison

Fredag 27. januar 2023 i Underværket

Blues-guitaristen Bernard Allison er amerikaner, og han er søn af det legendariske bluesnavn Luther Allison, men uanset sit mesterlige ophav, så er han først og fremmest sig selv med sin egen musik, og logistisk har han for længst skiftet Chicago ud med Paris.

Fredag 27. januar 2023 bringer han sit band til Randers, hvor der er koncert på Underværket arrangeret af Bluesnight Randers. Bernard Allison fik selvfølgelig bluesmusikken ind under huden allerede som stor knægt, når han tog med sin far på diverse bluesfestivaler rundt i USA. Her løb han også på navne som Muddy Waters, Albert King og mange andre.

Unge Allison sad hjemme og øvede sig, når Luther Allison optrådte internationalt. Da Bernard var 12 år, viste han sin far, hvad han havde lært, og Luther Allison kvitterede ved at forære sønnen en Stratocaster med besked om, at hvis han passerede sin skolegang, så kunne han komme med på Chicago Blues Festival, når han blev 18 år.

Allerede ugen efter at Bernard Allison forlod skolen, blev han inviteret med i Koko Taylor’s band, og han fortsatte sin udvikling under vejledning af ingen mindre end Johnny Winter og Stevie Ray Vaughan. Da han var 23 år, blev Bernard Allison bandleader i sin fars bluesband og skrev og indspillede tre albums i samarbejde med Luther. Bernard Allison’s højt roste og store amerikanske gennembrud kom i 1997 med ”Keepin’ The Blues Alive” samme år, hvor han mistede sin legendariske far.

Siden blev Paris hjemmebane for Bernard Allison, der netop i år har udsendt sit album nummer 20, ”Highs & Lows”, udsendt af det tyske selskab Ruf Records, der har stået bag halvdelen af Allison’s albums. Det er – som altid – electric blues og bluesrock. Bernard Allison både skriver, synger og spiller en eminent guitar. Anmelderne betragter allerede nu det nye albums som Allison’s allerbedste, og det siger en del.

Koncerten åbner sæson 2023 hos Bluesnight Randers som nævnt fredag 27. januar. Det er på Underværket kl. 20.00. Dørene åbnes kl. 19.00.

Billet og yderligere info