Danish Music Awards Blues 2020

Onsdag den 12. august kommer nogle af landets bedste blues-musikere til Randers for at hylde deres favoritgenre, når der for fjerde år i træk skal uddeles Danish Music Awards Blues på Værket/Turbinen.

Ved sidste års Danish Music Awards Blues på Turbinen i Randers var det den zimbabweanske soul- og blues-sangerinde Miriam Mandipira, der tog kraftfuld fat på årets live-program. Originalfoto: Frank Nielsen

Det kommer endnu en gang til at foregå i Randers, når den danske blues skal hyldes ved Danish Music Awards Blues i august. Spillestedet Turbinen, Randers Eventsekretariat, Dansk Rock Samråd (ROSA) og JazzDanmark er igen gået sammen om at stable årets fedeste blues-aften på benene i det kronjyske.

Vinderne i kategorierne Årets Bluesudgivelse og Blues Live Prisen får overrakt de prestigefyldte DMA-statuetter, mens der også uddeles hædersprisen Årets Hoochie Coochie Man/Woman til en af blues-verdens helt store ildsjæle, der har ydet en ekstra indsats for musikkens udbredelse i løbet af året. Alt sammen på en aften, der også byder på et levende musikprogram fra landets største blues-artister og en ganske særlig musikalsk overraskelse.

Endnu en gang er det den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren og trommeslager Casper Simonsen, der agerer husorkester og musikalske styrmænd for musikprogrammet, mens den danske singer-songwriter og historiefortæller MC Hansen indtager rollen som vært og konferencier.

Og de nominerede er…
Som noget helt nyt i år kåres vinderne af priserne inden showet i august, hvor priserne overrækkes, og musikken bliver aftenens helt store fokuspunkt med optrædener fra de nykårne blues-vindere samt en særlig musikalsk gæsteoptræden.

En fagjury bestående af danske og internationale blues- og musikeksperter har nøje udvalgt et felt af nominerede, der dyster om Årets Bluesudgivelse og Blues Live Prisen, og 1. juli annonceres vinderne af statuetterne.

Fire bands/artister dyster i 2020 om prisen for Årets Bluesudgivelse. Det er Mike Andersen og hans anmelderroste soloudspil One Million Miles, og så er det den produktive og prisvindende H.P. Lange og hans nyligt dannede Big Gumbo band og deres I Feel Fine fra efteråret. Sammen med Thorbjørn Risager & The Black Tornado og Big Creek Slim & The Cockroaches udgør de et stærkt felt i hård konkurrence om at løbe med prisen.

Blues Live Prisen 2020 skal ligeledes uddeles blandt et stærkt hold af dygtige live-performere, der også tæller Mike Andersen, H.P. Lange Big Gumbo, Thorbjørn Risager & The Black Tornado og super-gruppen The Cornbread Project, der har fået stor succes med deres unikke koncept om at tage de klassiske roots-genre og give dem et moderne udtryk med moderne produktionsteknikker som samples, loops og beats, som bruges i dag.

Detaljerne om aftenens musikprogram offentliggøres løbende, men billetter til prisfesten kan købes på Turbinens hjemmeside.

Danish Music Awards Blues arrangeres i samarbejde mellem Turbinen, Randers Eventsekretariat, Dansk Rock Samråd (ROSA) og brancheforeningen JazzDanmark.

Læs mere om DMA Blues 2020