For en billetpris mellem 30 og 50 kroner per film har du mulighed for at få en filmoplevelse, hvor du med garanti vil blive både underholdt og rørt. Samtidig får du mulighed for at se nogle film, som du med stor sandsynlighed ellers ikke vil have fået set.
De fire film; Mandshjerte, Dagen jeg døde, Drømmedreng og Marble beskæftiger sig alle med temaer som sorg, skam, empati, kærlighed, familie, død og håb.
Filmene vises i Underværkets store sal og man kan booke billetter via www.undervaerket.dk. Efter hver film vil der være mulighed for at stille spørgsmål til holdene bag filmene.
Mandshjerte - 2.10, kl. 19
Den unge medicinstuderende Lukas møder ind til en nattevagt. Her skal han våge over den demente og sengeliggende Karl. Som natten skrider frem bliver Lukas udfordret på sine faglige kompetencer og menneskelige egenskaber, og hans virkelighedsopfattelse krakelerer. I mødet med Karl konfronteres han med sin egen utilstrækkelighed, men lærer noget om empati.
Dagen jeg døde - 12.11, kl. 19
Alexander har noget med hjertet. Lige pludselig går det stærkt, og hjertets problemer afføder en eksistentiel lavine af tvivl, frygt og tankespind omkring, hvad man skal bruge sit liv til, hvem man er, og hvem man gerne vil være, hvis man overlever. Filmen har vundet Robert Prisen 2024 for den bedste dokumentarfilm.
Drømmedreng - 12.12, kl. 19
Elias har altid ønsket at få børn og drømmer om at stifte en familie. Christian er glad for deres frie tilværelse i et åbent forhold, hvor de har tid og råd til at rejse, købe dyre designer-møbler og tage sig af hinanden
Særvisning i Børnekulturugen - 16.10, kl. 10
Filmen Marble skildrer den 5-årige Safas indre kamp mellem sin egen samvittighed og forholdet til sin bedste ven Ludvig. Safa og Ludvig har deres daglige gang i børnehaven Månehuset, hvor Ludvig har en magisk hule. I hulen gemmer der sig en hemmelig skat bestående af nogle af børnehavens legesager, og Safa skal nu beslutte, om hun vil tage del i Ludvigs hemmelighed eller afsløre den for de voksne. I rollen som Safa finder vi 8-årige Aliyah Hassan, der spiller overfor Albert Ahlstrom som Ludvig. Derudover finder man også de mere erfarne skuespillere Martin Greis-Rosenthal (Kometernes Jul, Druk) og Camilla Lau (Herrens Veje, Smagen af Sult) på rollelisten.