En vinterforestilling med skøn soulmusik

Fra skaberne af sidste års anmelderroste og Reumert-nominerede forestilling ’Viva Las Vegas’ kommer en ny, varm og morsom vinterforestilling fra Randers Teater. Spiller i Arena Randers.

Når man har fundet en opskrift på succes, så kan man jo lige så godt gentage den i en ny variant. Randers Teater har derfor fået holdet bag sidste års vinterforestilling til at skabe en ny.  ’Soulmates’ spiller hos Randers Teater med en efterfølgende turné til områdets forsamlingshuse i perioden 10. februar til 14. april 2023. Mens ’Viva Las Vegas’ var opbygget omkring Elvis Presleys’ musik, tager dramatiker og tekstforfatter Jan Svarrer denne gang fat i flere af soulmusikkens ørehængere.

Eurythmics og Aretha Franklins 80’er-hit ’Sisters Doin' It For Themselves’ og Ben E. Kings ’Stand By Me’ vil således være nogle af de soulklassikere, der er med til at sætte rammen om forestillingen.

”Jeg er vild med soulmusik. Det har været en sjov opgave at dykke ned i de numre, som kan være med til at beskrive en lang række følelser i forestillingens handlingsforløb,” fortæller Jan Svarrer.

’Soulmates’ følger den afdankede popduo Sugar Chicks, der turnerer rundt i Jylland uden nævneværdig succes. En dag får de et uventet tilbud om at medvirke i et tv-show, hvilket kunne give dem det store gennembrud. Det kræver dog, at de udvider til en trio. ’Soulmates’ er en humoristisk og rørende forestilling i to akter om at huske de vigtige ting i livet. Om venskaber og kærlighed til musikken. Og ikke mindst med masser af fed soulmusik.

”Jeg har også selv måtte skrive et par nye numre til forestillingen for at få det til at passe med, at Sugar Chicks selv skriver nogle sange. Om det er lykkedes, må være op til publikum at vurdere, men det har været en fantastisk opgave at arbejde med,” fortsætter Jan Svarrer. Han glæder sig nu først og fremmest til at arbejde mere sammen med det øvrige hold.

Rollerne spilles i øvrigt af Lone Rødbroe, Marie Mondrup og Rikke Hvidbjerg. Og de flankeres af kapelmester Thomas Pakula.

Læs mere på Randers Teaters hjemmeside