Foredrag: Hvordan ser det gode liv i byen ud?

Randers by er under forandring med store byggeprojekter i centrum, ikke mindst Flodbyen Randers. Det er en oplagt anledning til at sætte fokus på, hvordan man skaber byer for mennesker. Foreningen for By-og Landskabskultur, Randers Kunstforening og Randers Kunstmuseum arbejder derfor sammen om to arrangementer under overskriften "Det gode liv i byens rum".

Lørdag den 17. juni kl. 14. inviterer Randers Kunstmuseum ind til et spændende foredrag i Underværkets store sal med den internationalt anerkendte arkitekt, kritiker og professor Jan Gehl. Til foredraget viser Gehl billeder fra sine studier og projekter i hele verden og sætter fokus på arkitektur, natur, kultur, adfærdsmønstre og sanser of fortæller om deres betydning for livet mellem husene.

Gehl har senest vakt debat i det østjyske, da han i TV2 Østjylland kritiserede Aarhus Ø for at være bygget på principper, der har skabt en ”Hotelby”: ”Aarhus Ø er bygget på modernistiske principper. Det går ud på at hver bygger sit, og de snakker ikke med hinanden. Der bliver tænkt i bygninger, ikke i byrum og fællesarealer.”

Formålet med arrangementerne ”Det gode liv i byens rum” er ikke at være kritisk overfor de igangværende projekter, men at invitere ind til dialog og klæde alle på til at bidrage til de demokratiske processer og høringer, der vil komme i forbindelse med byens udvikling.

Det næste arrangement bliver søndag den 11. september, hvor vi som del af demokratimødet 2023 inviterer til en temadag på Randers Kunstmuseum.

Entré til foredraget med Jan Gehl er 50 kr. Der kan betales i døren. Der er fri entré for medlemmer af de to foreninger samt Randers Kunstmuseums Venner.

Arrangementerne er arrangeret af Foreningen for By-og Landskabskultur, Randers Kunstforening og Randers Kunstmuseum og realiseres med støtte fra bl.a. Randers Kommune.