Randers Lyser grønt

I perioden 25. marts til 9. april, kan man opleve fotograf Søren Pagters gengivelse af forårets store lysevent, Randers Lyser Grønt.

Hotel Randers har venligst udlånt butikslokaler, der ligger i forlængelse af hotellet, så man i de kommende uger kan opleve Pagters mange flotte fotos fra en unik event der samlede byen, i vinduespartierne.

Søren Pagter er i sin travle hverdag, leder af fotojournalist uddannelsen i Århus. Men heldigvis har han i sin fritid mulighed for at dokumentere blandt andet kulturelle begivenheder i Randers, hvor han bor. Søren har i mange år taget pressefotos for Randers Teater, indgået i lokale tværkulturelle projekter og udstillet egne værker i Randers Festuges regi etc.

Da Randers Teater, EnoVent og Bambi Udlejning satte eventen, Randers Lyser Grønt, i søen, var Søren Pagter straks med på at gå nogle lange ture i de frostklare aftener med sit kamera, så denne begivenhed blev godt og professionelt dokumenteret. Tre aftener lyste bygninger, træer, kirker, butikker, skulpturer, private hjem, tårne og meget andet op i forårets og håbets farve grøn, og Søren Pagter samlede de mange indtryk i en lang række flotte fotos. Han siger i den forbindelse, ”med mine billeder og min udstilling vil jeg give mulighed for at man kan genopleve Randers Lyser Grønt. Jeg håber, at mine fotografier giver folk en visuel oplevelse og samtidig viser nye vinkler på, hvordan vores by ser ud.”

Udstillingen er realiseret med støtte fra Nordic Digital Lab, der har trykt de mange fotos, ligesom der har været god lokal opbakning, så der kunne præsenteres en fotoudstilling i påsken.

Kulturelle begivenheder er ofte luftige øjebliks oplevelser. Den ene dag er de der, den næste er de væk. Sådan skal det være, det er på mange måder kunstens og kulturens natur. Og erindringer og minder lever videre i dem der var til stede. Men Søren Pagter giver, med sin udstilling, borgerne i Randers en fantastisk mulighed for at genopleve en event, der på mange måder samlede byen, i en tid der ellers var præget af corona restriktioner. Nu kan man gå en forårstur igennem Randers Midtby, stoppe op ved vinduespartierne ved Hotel Randers og genopleve Randers Lyser Grønt.