Jersey Boys kommer til Værket i foråret 2023

For første gang nogensinde kommer den hitspækkede musical-succes Jersey Boys nu til Danmark. Musicalen fortæller den medrivende historie om op- og nedturene for det verdensberømte 60’er-band Frankie Valli & The Four Seasons, der står bag et utal af hits.

’Big Girls Don’t Cry’, ’December 1963 (Oh, What a Night)’, ‘Sherry’ og ’Can’t Take My Eyes Off You’ – det er blot nogle af de mange hits, som Frankie Valli & The Four Seasons stod bag i deres karriere, og som selvfølgelig er med i musicalversionen af historien om de fire gutter fra New Jersey, der havde looket, attituden – og en lyd som ingen andre.

Stimen af store kvalitetsmusicals fortsætter

Det er det sammentømrede samarbejde med Lion Musicals, der har gjort det muligt igen at byde på en stor musical-uge i Randers, som Værket tilstræber at gøre med to årlige musicals, der ligger henholdsvis i foråret og efteråret. Og med efterårets musical, der er endnu en Danmarkspremiere, nemlig ’Pretty Woman – The Musical’, og nu forårets musical i 2023 på plads, er der gode sager i vente for alle midtjyske musicalfans.

Tidligere musical-succeser i samarbejdet tæller bl.a. ’Midt om natten’ samt ’The Bodyguard – The Musical’ og ’Shu-bi-dua – The Musical’, som blev instrueret af den danske musicalinstruktører, Thomas Agerholm, og som også skal instruere ’Jersey Boys’.

Forestillingens producent Thomas Langkjær fra Lion Musicals er stolt over, at det er lykkedes at sikre rettighederne til den kommende musical. Han udtaler:

”Det er fantastisk, at vi har fået rettighederne til at lave ’Jersey Boys’ i Danmark. Den har gået sin sejrsgang over hele verden, og det glæder mig, at et dansk publikum nu endelig får lov at opleve denne vidunderlige, rørende og nostalgiske musical. Og vi har fået et drømmeteam til at realisere forestillingen herhjemme med nogle af branchens allerbedste kreative kræfter bag kulisserne. Publikum kan roligt begynde at glæde sig.”

Musik- og teaterchef på Værket Mikael Qvist Rørsted supplerer:

”Jersey Boys er ikke alene en gribende historie om et af verdens bedste – og bedst sælgende – bands. Det er også et sandt overflødighedshorn af kæmpehits. Hit på hit, hvor man sidder – og står – i salen og tænker, ’Gud, har de også lavet det nummer!’”

’Jersey Boys’ spiller på Værket 19.-23. april 2023. Billetsalg via www.vaerket.dk

FAKTA:

Bag om musicalfænomenet
’Jersey Boys’ er én af de største internationale musicalsucceser i de seneste 20 år. Efter verdenspremieren på La Jolla Playhouse i San Diego, fik musicalen premiere på Broadway i 2005, hvor den blev en forrygende succes og spillede i over 11 år og fik hele 4.642 opførelser.

I West End i London blev det til 9 år, og nu spiller ’Jersey Boys’ igen i en ny version. Forestillingen har solgt flere end 10 millioner billetter og er blevet opført over hele verden, bl.a. i Australien, Japan, Holland, Canada og Sverige og været på omfattende turnéer i USA, England, Kina samt Istanbul, Dubai og Malaysia.

Musicalen har vundet over 55 prestigefyldte priser inkl. en Tony Award for ’Bedste Musical’ og en Laurence Olivier Award for ’Bedste Nye Musical’. I 2014 blev musicalen til en stort anlagt spillefilm instrueret af Clint Eastwood.

Om Frankie Valli and the Four Seasons
Frankie Vallie & The Four Seasons er en af musikhistoriens allerstørste grupper, som især dominerede 60’ernes hitlister med utallige ørehængere – heriblandt ‘Big Girls Don’t Cry’, ‘Sherry’, ‘Dawn’ og ‘Rag Doll’. Ikke ulig The Beach Boys blev gruppen kendt for sine avancerede harmonier, der blev ført an af frontfiguren Frankie Vallis karakteristiske falset.

Som solist står Valli desuden bag titelnummeret fra filmen Grease, såvel som megahittet ‘Can’t Take My Eyes Off You’. Frankie Valli & The Four Seasons blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame i 1990, og gruppen har solgt 175 millioner plader på verdensplan.