Oplev KALIMA i Randers City denne sommer

Sommerteaterskolen KALIMA fylder for 20. år Randers med fiffige farver, striber, tern, prikker og blomster. KALIMA indtager byen med smil, latter, eftertanke, høje og glade stemmer, og så giver de unge skuespillere byens borgere sanseoplevelser, kaotiske fortryllelse og ikke mindst spektakulære, fantasifulde og nærværende gadeteaterforestillinger.

Lørdag den 6. juli kan du møde 33 glade KALIMA-teaterbørn i deres selvgjorte kostumer og med festlig sminke og eventyrlige frisurer, når de spiller deres gadeteaterforestilling. De 33 elever er i alderen 8 til 13 år og vil arbejde ud fra et delvist færdigt manuskript, hvor børnene arbejder med selv at udfylde de tomme huller i fortællingen. På kun fire dage vil børnene lave kostumer, scenografi og færdiggøre forestillingen. Den femte dag er børnene klar med en gadeteaterforestilling fuld af liv, energi og glade smil. Kom og oplev forestillingen lørdag den 6. juli kl. 12.00 på Jens Otto Krags Plads og kl. 13.00 på Rådhustorvet.

Så de store
Og for 20. år i træk i ugen efter, i uge 28, er det KALIMAs 44 ældste elevers tur. De 44 elever er i alderen 13 til 23 år og skaber selv forestillingen fra bunden ud fra et givent tema. Temaet er hemmeligt, men helt sikkert er det, at de 44 elever vil angribe temaet fra alle tænkelige og utænkelige vinkler. ”Derfor kan vi ikke sige så meget om temaet,” siger leder af teaterskolen KALIMA Lisbeth Nielsen. ”I år kommer den tjekkiske danser Libuška Tsukahara og
hjælper os med at få mere gang i kroppen.” Besøget og workshops om temaet i ugens løb omdanner eleverne til en spektakulær gadeteaterforestilling.
De 44 sprælske og energifyldte unge kommer i hjemmelavede fantasifulde kostumer med vildt og fantasirigt hår. Forestillingen med det hemmelige emne spilles lørdag den 13. juli kl. 12.00 på Østervold og kl. 13.00 på Rådhustorvet.

KALIMA-ånden
Det er 20 år siden tre overspændte lærere tog imod de første 30 nervøse børn. Siden har 1441 børn og unge deltaget på sommerteaterskolen KALIMA, og alle har fået en oplevelse for livet. En gang i livet - altid i hjertet. De har alle skrevet sig ind i KALIMAs historie og været med til at skabe den særlige ånd, som sommerteaterskolen KALIMA er berømt for.

På KALIMA sættes en stor ære i at respektere hinandens forskelligheder og i fællesskab lave en spændende forestilling. Det er i forskellighederne, det spændende møde opstår og nyt kan begynde. Hvis alle var ens, ville det være utroligt kedeligt og forudsigeligt. På KALIMA sættes nærvær i fokus. Øjeblikket, hvor man er, ser, lytter, føler, deltager, giver, mærker og sanser, er det øjeblik, hvor eleverne oplever positiv respons, energi og glæde. Således opstår magiske øjeblikke og eleverne oplever, hvordan de sammen med andre bliver til noget, vokser, udvikler sig, bliver stærkt og eksisterer. Børnene og de unge oplever, at hvis de fokuserer på at være til stede, vil deres handlinger og venskaber, blive betydningsfulde og tingene lykkedes.