Palle Mikkelborg og Randers Kammerorkester

Trompetisten Palle Mikkelborg indtager hovedrollen onsdag den 19. februar kl. 19.30 i Værkets Koncertsal, når Randers Kammerorkester mødes med bigbandet Blood Sweat Drum 'n' Bass under ledelse af Jens Christian "Chappe" Jensen.

Blood Sweat Drum 'n' Bass og Randers Kammerorkesters samarbejde går tilbage til kulturåret 2017, hvor en koncertturné resulterede i en efterfølgende cd-udgivelse med titlen "Concierto de Scheherazade".

Når de to orkestre mødes igen og fylder scenen helt ud med omkring 40 musikere, opstår der nye musikalske sammenhænge, hvor de akustiske instrumenter og en fin elektronisk klangverden går op i en højere enhed med melodierne og det melodiøse. Koncertens højdepunkt bliver en uropførelse af Jens Christian
"Chappe" Jensens "Suite til Vesterhavet".

Det store sammensatte orkester spiller desuden en række uddrag fra tidligere værker deriblandt Palle Mikkelborgs "Aura".

Trompetisten, orkesterlederen og komponisten Palle Mikkelborg opfatter musikken, det filosofiske og det spirituelle som én og samme sag. Det kommer til udtryk i en spillestil, der på samme tid er lyrisk og dramatisk, og hvor inspirationen kommer fra både jazzen, den klassiske musik og østens tankeverden. Mikkelborg siger selv "Jeg har aldrig haft en musikalsk ambition i mit liv, kun en spirituel".

Igennem sit liv som musiker har Palle Mikkelborg udviklet sig fra de klassiske jazzkonstellationer til suiter og kompositioner for større orkestre, der også inddrager kor og instrumenter, der ikke umiddelbart hører til i den traditionelle jazzverden. Palle Mikkelborg komponerede i 1980'erne værket "Aura" til den amerikanske trompetist Miles Davis, som indspillede værket i 1989 på et album, der året efter modtog en grammy for Best Jazz Instrumental Performance. 

Gennem årene har Palle Mikkelborg desuden arbejdet og spillet sammen med en række store jazznavne som Dexter Gordon, Gil Evans og Niels Henning-Ørsted Pedersen.

Bigbandet Blood Sweat Drum 'n' Bass har eksisteret siden 2001. Orkestret spiller udelukkende originale værker og arrangementer skrevet specielt til orkestret af kunstnerisk leder Jens Christian "Chappe" Jensen. Bigbandet har udgivet seks cd'er og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival, Copenhagen Jazz Festival og Cairo Jazz Festival

Som vokalsolist medvirker Turid Guldin. Koncerten støttes af Statens Kunstfond.

Læs  mere på www.randers-kammerorkester.dk