Randers EgnsTeater bliver til Randers Teater med rekordsæson

Efter 20 år som Randers EgnsTeater præsenterer teatret den 27. maj 2020 sit første sæsonprogram som Randers Teater. Sæsonen bliver teatrets hidtil største med 10 familieforestillinger og 30 voksenforestillinger. Heraf 8 egenproduktioner.

Egentlig trådte ændringen i kraft ved årsskiftet. Randers EgnsTeater blev på papiret til Randers Teater, og dermed har byen ikke mere et egnsteater, men en helt ny form for regionalt teater med sit eget punkt på finansloven.

Selv om navnet og logoet er nyt, vil en del være, som det plejer. Men der bliver også oprustet på flere områder. Med den nye status følger nemlig tre millioner kroner årligt ekstra at lave scenekunst for, og det kommer til at kunne mærkes for publikum ifølge Peter Westphael, der har været leder af teatret i alle 20 år.

”Randers Teater er – og har altid været – et teater for alle. Det ændrer sig ikke. Nu er vi en del af noget større og kan sætte endnu flere ressourcer ind på at udvikle og eksperimentere, så vi kan præsentere publikum for mere nyskabende scenekunst,” siger Peter Westphael.  

Tillykke fra ministeren
Med den nye status er det Kulturministeriet og ikke som tidligere Randers Kommune, der er den største bidragsyder til teatrets drift. Kulturminister Joy Mogensen ser frem til at følge Randers Teaters videre rejse og arbejde på tværs af landets regioner.

 ”Jeg ønsker Randers Teater tillykke med 20-års jubilæet, og med at teatret er rykket op i en ny liga. Her skal Randers Teater fortsætte med at producere og præsentere scenekunst for både børn og voksne, arbejde med talentudvikling og styrke danskernes interesse for scenekunst. Men de skal gøre det regionalt og på tværs af flere kommuner. Jeg glæder mig til at følge, hvordan Randers Teater griber opgaven an og ønsker teatret lykke på rejsen,” siger Joy Mogensen.

Borgmester i Randers Kommune Torben Hansen glæder sig over, at byen har fået et teater på finansloven.

”Randers Teater er blevet styrket, og jeg er sikker på, at det er til glæde for de mange tusinde børn og voksne, der nyder teateroplevelserne. Det er også en fordel for kommunen, for de omkringliggende kommuner, for vores teater og for det i forvejen fantastiske, kulturelle samarbejde, vi har på tværs af vores kulturinstitutioner. Jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at udmønte sig fremover, og jeg glæder mig til fortsat store oplevelser i teatret. Det er positivt, når staten går med ind og tager et medansvar for at løfte scenekunsten i vores område, så det ikke kun er en opgave for den enkelte kommune.” siger Torben Hansen.

Rekordsæson
Randers Teater har skabt professionelle teaterforestillinger for både børn, unge og voksne i 20 år. Og med 3 voksenforestillinger og 5 familieforestillinger i det kommende program, som teatret selv har produceret, får publikum god mulighed for at opleve den scenekunst, der langt hen ad vejen er essensen af Randers Teater.

Det er vidt forskellige forestillinger, der spænder fra Niels Olsens morsomme Rugsted og Kreutzfeldt kabaret Tilfældigvis forbi hen over den originale julefortælling om Gnisten og Pakkefabrikken, til et menneskeligt drama med historisk vingesus i Forræder.

Som altid er der også en lang række gæstespil på programmet for både voksne og familier. Blandt andet internationalt animationsteater, komisk operette, moderne dans, finurlige familieforestillinger og historisk drama.

Niels Olsen er klar med en morsom Rugsted og Kreutzfeldt kabaret

Billetsalgsstart med forholdsregler
Billetsalgsstarten til den kommende sæson har været forsinket, men det ligger nu fast, at det bliver den 29. maj. Normalt når billetsalget åbner, er det en festdag med masser af kunder i kø ved billetskranken. Og Peter Westphael håber, at det igen bliver en god dag, selv om omstændighederne er lidt anderledes denne gang.

”Vi har et kæmpe ønske om at have liv i huset igen. Vi må ikke vise teater, men vi må gerne sælge billetter. Og vi ved, at der er mange af vores kunder, der ser frem til den dag, hvor vi åbner billetsalget. Derfor holder vi fast i, at man kan komme hen på teatret og købe billetter. Vi tager alle de forholdsregler, vi kan, og vi håber, at det bliver en hyggelig dag, som det plejer,” siger han og understreger, at hvis der er forestillinger, der aflyses, kan man få pengene tilbage.

Randers Teater slår dørene op til en ny sæson 11. august med Niels Olsen-showet med den sigende titel Det kan kun gå galt, som spiller til 14. august. Det nye sæsonprogram udkommer 27. maj, hvor det vil blive omdelt sammen med Randers Onsdag. Det kan også fra den dag hentes på teatret i en udendørs holder eller ses på teatrets hjemmeside.