Randers Kammerorkester

Åbner mandag den 15. juni billetsalget til den nye sæson

Foråret 2020 har gjort det helt tydeligt, at det er vigtig at være sammen om den levende musik. At sidde i en koncertsal eller i fællesskab på gulvet i en gymnastiksal giver en anderledes og stærkere oplevelse, end den man kan få alene foran en højtaler i karantæne. Randers Kammerorkester glæder sig til at møde publikum igen i sæson 2020-2021. Det bliver en sæson, hvor musikken er til for glæden og fornøjelsens skyld, men også en sæson hvor musikken sætter livet i relief og giver plads til eftertanke og refleksion. For det er det, der er meningen med den levende musik.

Billetsalget åbner mandag den 15. juni
Helt op til de sidste timer før sæsonprogrammet blev sendt til trykkeriet, har det være usikkert, hvornår musikere og publikum igen kan sidde sammen i en koncertsal. Randers Kammerorkester har valgt at præsentere sæsonens første abonnementskoncerter i august på Gammel Estrup og Ulstrup Slot.

Man kan trygt købe billetter - skulle koncerterne blive aflyst, vil man få billetterne refunderet. Det vil desuden blive taget de nødvendige forholdsregler for en tryg og sikker koncertoplevelse. Fra mandag den 15. juni er det åbent for køb af billetter til sæson 2020-2021 i Værkets Billetsalg. Sæsonprogrammet bliver lagt i postkasserne den 10. og 11. juni men kan allerede nu læses digitalt på Randers Kammerorkesters hjemmeside.

75-års jubilæumssæson
I en af de mørkelagte stuer i vinteren 1944 blev en gruppe musikentusiaster i Randers enige om at oprette et nyt orkester, og få dage efter befrielsen kunne Randers Kammerorkester onsdag den 23. maj spille den første koncert i en tætpakket sal. Det er med stolthed og glæde, at Randers Kammerorkester kan byde velkommen til en sæson, hvor orkestret fejrer 75 års jubilæum.

Siden begyndelsen i 1945 har Randers Kammerorkester været byens orkester og en vigtig kulturinstitution i både Randers og resten af Danmark. På samme måde som en vinsort er afhængig af jordbund, lokalitet, klima og lokale vejrforhold har Randers Kammerorkester taget farve af det sted, hvor orkestret i 75 år har virket og spillet koncerter. Orkestrets særlige identitet og karakter er skabt netop her, hvor orkestret har rod.

Stor jubilæumskoncert med soloviolinisten Henning Kraggerud
Der opstod en helt særlig magisk stemning mellem solisten, orkestret og publikum, da den norske violinist Henning Kraggerud i 2008 og 2009 stod på scenen sammen med Randers Kammerorkester. Derfor er det med stor glæde, at Kammerorkestret igen har Kraggerud som solist ved den store fejring af orkestrets 75-års jubilæum onsdag den 20. januar. Programmet indeholder alle fire violinkoncerter fra Vivaldis De fire årstider, der sættes i relief af Kraggeruds egen komposition - Equinox - der som en parallel til årstiderne beskriver fire tidspunkter på døgnet. Som afslutning på koncerten dirigerer David Riddell Symfoni nr. 3 af Beethoven.

Henning Kraggerud er kunstnerisk leder af Arctic Philharmonic Orchestra i Tromsø, men har desuden en aktiv international karriere som solist med orkestre som BBC Symphony Orchestra, Deutsches Symphonie Orchester og Los Angeles Chamber Orchestra. Han spiller desuden jævnligt på store festivaler og i koncertsale som Wigmore Hall i London og Berlin Konzerthaus.

Slotskoncerter i august
Sommerens første slotskoncerter og jubilæumssæsonens første arrangementer bliver spillet på Gammel Estrup onsdag den 19. august og Ulstrup Slot onsdag den 2. september. Det bliver en rejse ind i flere af den klassiske musiks store highlights som Dvoraks amerikanske strygekvartet, Barbers Adagio for strygere, Haydns Kejserkvartet og en af Beethovens sidste strygekvartetter.

Læs  mere om Randers Kammerorkester 

Decembers julekoncert
Den italienske Gian Carlo Minottis "Amahl and the Night Visitors" er en rørende og humoristisk julefortælling for kor, orkester og vokalsolister, som Randers Kammerorkester opfører i Sct. Peders Kirke lørdag den 19. december. Værket fortæller historien om drengen, der en nat i december møder de tre vise mænd på vej til Betlehem. Bag orkestret står Sct. Peders Koncertkor, og som vokalsolister medvirker Kirsten Grønfeldt, Mathias Hedegaard, Thomas Sigh og Jesper Mikkelsen. Rollen som Amahl synges af en drengesopran fra Herning Kirkes Drengekor. David Riddell dirigerer.

Nytårskoncert 2021
David Riddell står igen på dirigentpodiet, når Randers Kammerorkester lørdag og søndag den 2. og 3. januar åbner døren til et nyt år med højt humør og et musikalsk program fuld af overraskelser og iørefaldende toner. Årets solist er barytonsanger Lars Møller, der debuterede på Det Kongelige Teater i 2006 i rollen som Dr. Falke i Flagermusen af Strauss. Han har især været tilknyttet de tyske scener som Theater Dortmund, Staatstheater Darmstadt og Staatstheater Mainz, og medvirkede i 2015 i Mozarts Cosi fan Tutte på Komische Oper i Berlin.

Gunhild Carling
Værkets Koncertsal blev væltet omkuld, da den svenske multikunstner Gunhild Carling for første gang optrådte med Randers Kammerorkester i januar 2019. Tirsdag den 26. januar er hun tilbage med et nyt program, der vil demonstrere et sprudlende musikalsk overskud og et boblende humør, hvor musik, dans og show går op i en højere enhed. Gunhild Carling optræder verden rundt som Sveriges "Queen of Swing" fra de mest berømte jazzklubber i New York til kongeslottet i Stockholm.

Tæt på musikken
I løbet af hele sæson 2020-2021 tilbyder Randers Kammerorkester de randrusianske hjem et besøg af orkestret. Kom tæt på musikken, når orkestret måske spiller en koncert hjemme i din egen stue. Hvis man har lyst til at lægge hus til en hjemmekoncert og lukke døren op for publikum, der kan være kollegaer, naboer eller familie, så kan man kontakte Randers Kammerorkester på mail: mhm@randers-kammerorkester.dk. Det er gratis at få besøg af orkestret.

To komponister mødes til jubilæumskammerkoncert
To danske komponister, der har haft stor betydning for Randers Kammerorkester, mødes på tværs af århundrederne onsdag den 14. april. Komponisten Anders Nordentoft har tidligere komponeret musik til Kammerorkestret. I et nyt værk forsøger han i anledning af 75-års jubilæet at indfange Randers Kammerorkesters særlige identitet og karakter, der blandt andet er resultatet af et tæt sammenspil mellem orkestrets musikere og byen Randers.

Koncertens anden komponist er Gustav Helsted, der i slutningen af 1800-tallet komponerede et værk for ti instrumenter, som Randers Kammerorkester har indspillet på en meget vellykket cd, der er blevet rost i både danske og udenlandske medier. Værket rummer på samme tid en særlig dansk sommerstemning og en inspiration fra de stormfulde musikalske strømninger nede i Europa.

Læs  mere om Randers Kammerorkester 

Vivaldi, Wayne og Westergaard
Der står to virtuose professorer fra Det Jyske Musikkonservatorium på scenen, når to af Vivaldis Dobbeltkoncerter for violin, orgel og strygere står på programmet den 3. oktober med Mo Yi og Ulrik Spang-Hanssen som solister. Der er desuden musik af Svend Westergaard og den dansk-amerikanske Wayne Siegel, der selv var professor samme sted fra 2003 til 2017.

Komponistkonkurrence
Den klassiske musik har gennem alle tider afspejlet det liv, som mennesket lever, og musikken har været en refleksion af tanker om liv, død og eksistens. Ny dansk musik har været en vigtig del af Randers Kammerorkesters identitet siden begyndelsen i 1945. I anledning af 75-års jubilæet inviterer Randers Kammerorkester landets komponister til at give et bud på, hvad der optager mennesket af i dag. Finaleværkerne bliver præsenteret i Værkets Koncertsal onsdag den 12. maj, hvor publikum også deltager som jury, når publikumsprisen skal uddeles.

To rekviemmer
Intet menneske lever et liv uden at gøre sig tanker om, at det også har en afslutning. I sæson 2020-2021 præsenterer Randers Kammerorkester to rekviemmer af henholdsvis den franske Gabriel Fauré lørdag den 28. november og den danske Bo Gunge onsdag den 28. oktober. Selv om Faurés Rekviem handler om livets afslutning, er det et værk, hvor et gribende smukt melodisk og harmonisk univers skaber en stemning af lykkelig forløsning og afklaring. På korpodiet står Sct. Mortens Vokalensemble, og Philippa Cold og Frederik Rolin Paevatalu medvirker som vokalsolister. I Bo Gunges Rekviem handler det om livet og døden, om at give plads for nye tanker og om at give livet ny intensitet. Solopartierne synges af Berit Barfred Christensen og William Pedersen, mens Sct. Pauls Cantori synger korpartiet. David Riddell dirigerer.

Børn komponerer
Koncertsalen kommer til at pulsere af energi, når omkring 110 børn fra Randersskolernes 4. og 5. klasser mødes med Randers Kammerorkester den 7. november i et helt nyt stykke musik, der på samme tid er fuld af børnenes kreative fantasi og de voksnes erfaring og overblik. Efter et længere forløb på skolerne samler komponisten Mogens Christensen alle ideer til en overordnet ramme, hvor børn og musikerne fra Randers Kammerorkester sammen står på scenen. Der er gratis adgang for børn og voksne.

Samarbejde med Aarhus og Aalborg Symfoniorkester
To gange i løbet af sæson 2020-2021 bliver det muligt at opleve det helt store symfoniske udtræk, når Randers Kammerorkester sidder på scenen sammen med Aarhus og Aalborg Symfoniorkester. I Musikhuset Aarhus står Gustav Mahlers monumentale Symfoni nr. 9 på programmet torsdag den 25. marts, og i Musikkens Hus i Aalborg kan publikum torsdag den 22. april opleve Debussys Forspil til en Fauns eftermiddag, Fire Orkesterstykker af Bartok og Stravinskijs Ildfuglen.

Læs  mere om Randers Kammerorkester