Satirisk og nyfortolket eventyr på Randers Teater

Politikerspind, fake news og markedets frie kræfter. Disse er, sammen med H.C. Andersens evigtgyldige eventyr, afsættet for Livingstones Kabinets polemiske musikforestilling om løgne, manipulationer og hykleri, der kommer til Randers Teater 24. september, og hvor også elever fra Randers Teaters Talentskole deltager.

”Kejseren” er en satirisk og direkte kommentar til vores aktuelle politiske samtid, både på den nationale og globale scene. Samtidig hylder forestillingen de børn og unge, der i disse år gør oprør mod verdens ledere og den tilstand, verden befinder sig i, hvad enten det med klimaaktivisme eller protester mod våbenlovgivningen i USA.

Med nykomponeret musik, skuespil, sang og et stærkt visuelt sceneunivers viser fire skuespillere/ sangere/musikere og et børnekor, at Kejseren nu har poseret og marcheret længe nok, og at det er på høje tid, at alvorlige forandringer sker.

Instruktør Nina Kareis siger: ”Hvad gør det ved os som mennesker at leve i en tid, hvor vi konstant er omgivet af løgne? Hvad gør det ved vores børn at vokse op i en tid, hvor de voksne ikke synes at tage ansvaret for fremtiden alvorligt? I ”Kejseren” får børnene en talerstol, hvor de kan råbe op og sige sandheden, ligesom barnet gør i H. C. Andersens eventyr.”

På scenen i Randers vil man også kunne opleve unge teatertalenter fra Randers Teaters Talentskole, der i gule regnfrakker skal give den som Greta Thunberg. De skal op til forestillingen deltage i to workshops sammen med en instruktør fra Livingstones Kabinet.

”Kejseren” spiller på Randers Teater den 24. september kl. 19.30. Den foregår på både dansk og engelsk.