Skæve Streger på GAIA

30. april- 20. august 2022: Udstillingen består af malerier og tegninger af den danske kunstner Hans Sandberg (1950-2016), der på bramfri og fængslende vis skildrer et liv med skizofreni, angst og ensomhed. Med sine åbenhjertige selvbiografiske motiver peger værkerne samtidig på et universelt menneskeligt behov for at udtrykke sig og føle sig forstået af andre.

Tanker og følelser kan ofte være vanskelige at forklare med ord, særligt når man lever med en stigmatiseret psykisk lidelse, som andre kan have svært ved at sætte sig ind i. For Hans, som for mange andre, var kunst en måde, hvorpå han kunne kommunikere med og skabe meningsfulde forbindelser til omverdenen.

Netop fordi kunsten spillede en så afgørende rolle i hans liv, var han en yderst produktiv kunstner, hvis værker blandt andet har fundet vej til Den Kongelige Kobberstiksamling på Statens Museum for Kunst. Hans’ detaljerige tegninger er udført i blækpen, tusch og akvarel og er kendetegnet ved deres drømmelignende kompositioner, hvor motiver såsom dæmoner og surrealistiske skikkelser, selvportrætter, religiøse symboler og psykedeliske narrativer ofte går igen. Værkerne giver et ærligt indblik i kunstnerens indre verden, der på overfladen kan virke ukendt eller skræmmende, men som i vid udstrækning er farvet af tanker og følelser som de fleste af os nok kan nikke genkendende til.

Der er fri entré til udstillingen, som vises frem til og med 20. august 2022. Fernisering finder sted lørdag den klokken 13

Information om udstillingen og arrangementer bliver løbende offentliggjort på www.gaiamuseum.dk og på www.facebook.com/GAIAMuseum

GAIA Museum vil gerne give en særlig tak til kurator Pernille Harbo Caspersen for at gøre udstillingen mulig samt til Hans’ familie for deres velvilje og udlån af værker.

GAIA på Lene Bredahls Gade 10 i Randers er europæisk sekretariat for outsiderkunsten med eget specialmuseum. Museet er drevet i samarbejde mellem mennesker med særlige behov og ordinært ansat personale. GAIA Museum har en stor samling værker af anerkendte danske og udenlandske outsiderkunstnere, som formidles gennem udstillinger, udgivelser og offentlige arrangementer. I tilknytning til museet findes kunstskolen GAIA Akademi, der tilbyder den særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

GAIA Museum støttes økonomisk af Kultur- og Fritidsudvalget i Randers Kommune.