Sprællemænd & Sprælledamer - bogreception på GAIA Museum og Akademi

Tre nye bøger bliver udgivet. Her i blandt en festlig lille bog med små kunstværker fra en af akademiets kunstnere.


Bogreception i Café GAIA Papaya onsdag den 4. december 2019 fra kl. 15-17. Anledningen er, at forlaget bogForm med base i Dronningborg har udgivet ’Mågens og Madsen på ferie’ af Linda Birgitte Nørager Poulsen og ’Gandi - Danmarks svar på Forrest Gump’ af Jens Bach Andersen. De to bøger handler om sammenhold og om at være anderledes.

"Bøgerne henvender sig til både børn og voksne, og kan skabe grobund for en god dialog, om hvordan vi kan se muligheder i vore medmennesker, fremfor begrænsninger", fortæller redaktør på bogForm, Mette Olesen.

Fra GAIA Akademi deltager kunstner Ann Lykke Andreasen. Hun har udgivet en bog med tegninger og korte tekster inspireret af hverdagen op mod jul  på GAIA. Bogen er udgivet på GAIAs grafiske værksted FotoGrafik. De 15 farverige tegninger i bogen er glade kunstværker, som er fyldt med liv og lune. Ann Lykke Andreasens bog er en oplagt ide til en flot mandelgave eller til en julegave til en, du holder af. 

Du har mulighed for at møde både forfatter Linda Birgitte Nørager Poulsen og kunstner Ann Lykke Andreasen til bogreceptionen onsdag den 4. december, hvor caféen byder på et glas rødvin eller kaffe med hjemmebagte julekager.

Fakta om GAIA Museum og outsiderkunst
GAIA er europæisk sekretariat for outsiderkunsten, og i museets faste samling findes der langt over 400 værker – både danske og internationale. Outsiderkunsten er karakteriseret ved, at kunstarten bliver skabt af mennesker på kanten af en social normalitet. Det er samtidig en meget spontan form for kunst, der udtrykker kunstneres følelser, tanker eller oplevelse i nuet. GAIA Museum er også en kulturvirksomhed drevet i et samarbejde mellem ordinært ansat personale og mennesker med særlige behov. I tilknytning til museet finder man Kunstskolen GAIA Akademi.