Tæt på modstandsmand Jens Stenz fra Hvidstengruppen

Foredrag: Jens Stenz og Hvidstengruppen, torsdag den 5. september 2019 kl. 18.30 – 20.30 i Store Sal i Kulturhuset Randers.

I forbindelse med særudstillingen Modstand har Museum Østjylland i efteråret arrangeret en foredragsrække. Sommeren igennem har tilrettelægger af særudstillingen Niels-Birger Danielsen haft flere udsolgte omvisninger, og nu suppleres han af fem foredragsholdere.

Tæt på Stenz’ egen fortælling
Først i rækken er Niels Gyrsting, forfatter til bogen Hvidsten Gruppen, hvori frihedskæmper Jens Stenz fortæller sine erindringer. Både bogen og foredraget er en unik mulighed for at komme helt tæt på Jens Stenz’ egen fortælling, som han har gengivet den til Niels Gyrsting.

I tugthus for livet
Jens Stenz deltog i Hvidstengruppens modtagelse af våben og faldskærmsfolk, der blev kastet ned fra allierede bombefly. De fleste medlemmer af Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944, også Jens Stenz.
De arresterede blev dømt ved den tyske krigsret i København. Otte medlemmer af gruppen blev henrettet af tyskerne i Ryvangen den 29. juni 1944, og blandt andre Jens Stenz blev idømt livsvarigt tugthusophold i Tyskland. Han blev sendt til det tyske fængsel Dreibergen, hvorfra han i april 1945 kom til Sverige med De Hvide Busser.

Den historie skulle skrives
Dagens foredragsholder Niels Gyrsting er amatørhistoriker men har haft sit arbejdsliv i SKAT, hvor han er specialkonsulent. Niels Gyrsting er ”besat” af besættelsen og gennem mange år engageret i en lang række foreninger med relation til besættelsestiden.
Det var som kollega i Toldvæsenet, at Niels Gyrsting mødte Jens Stenz. De blev enige om, at Jens Stenz’ historie skulle skrives. Det blev til mange samtaler, der mundede ud i en bog, der udkom i 2008, Hvidsten Gruppen, hvor Jens Stenz fortæller om gruppens våbenmodtagelser, arrestation og henrettelse. Man kan også læse om hans ophold i det tyske fængsel, Dreibergen.
Jens Stenz døde i 2009.

Læs mere på museumoj.dk