Teater om internationalt kendt forfatter

Den internationalt berømte Randers-forfatter Karen Michaelis’ dramatiske liv er udgangspunktet for teaterforestillingen ”Jagten på det gode menneske”, der spiller på Randers EgnsTeater i marts.

Forestillingen af BaggårdTeatret er et episk drama om det 20. århundrede fortalt gennem en stærk kvindes skæbne. En filosofisk søgen efter det gode i mennesket.

I starten af det 20. århundrede var Karin Michaëlis fra Randers en af de forfattere, der var mest kendte i udlandet. Særligt i Tyskland og Østrig. Mest husket og læst er Bibi-bøgerne, der blandt andet inspirerede Astrid Lindgren til at skabe sin Pippi-figur. Under Hitlerstyret husede hun en lang række politiske flygtninge fra Tyskland, blandt andet Bertolt Brecht.

Hun havde ved sin død omkring 60 skønlitterære bogudgivelser bag sig og satte sit præg i indlæg og kronikker, hvor hun aktivt gik ind i politiske spørgsmål med en engageret stemme, vel at mærke på en tid, hvor kvinder ellers sjældent løftede røsten i samfundsdebatten.

Eksklusivt foredrag
For dem med billetter til forestillingen er der mulighed for at komme til et gratis foredrag med en af dem, der ved allermest om forfatterens bøger og tilværelse. Nemlig tidligere lektor og medlem af Michaëlis Selskabet, Keld Sørensen. Det foregår søndag den 8. marts på Randers EgnsTeater kl. 15 – 16.30.  Man tilmelder sig foredraget under forestillingen på randersegnsteater.dk. Der er et begrænset antal pladser.

”Jagten på det gode menneske” spiller på Randers EgnsTeater den 9. og 10. marts. 

Læs mere på www.randersegnsteater.dk