At skabe kunst i en nedlukningstid

Udstilling frem til 14. november på GAIA Museum

Under normale omstændigheder emmer hverdagen på GAIA Akademi af liv, læring og samhørighed, når der bliver prøvet kræfter med et væld af forskellige udtryksformer, teknikker og materialer. Men 2020 har ikke været et helt normalt år: da coronaepidemien ramte, og GAIA måtte lukke ned for en periode, var kunstnerne nødsaget til at arbejde hjemmefra.

På akademiet er det kreative arbejde i høj grad en social proces, hvor der læres og skabes i fællesskab, men derhjemme skulle kunstnerne pludseligt vænne sig til at lave kunst i nogle helt andre rammer. Under nedlukningen arbejdede de hver for sig ud fra et fælles tema om den farverige isfugl, hvilket resulterede i en lang række af udtryksfulde værker i hver deres unikke stil, som bevidner den bredde og mangfoldighed, der er blandt kunstnerne på akademiet.

Efter genåbningen og genforeningen blev disse værker udgangspunktet for et stort, samlet collografi-projekt, der kan ses på udstillingen, som desforuden består af udvalgte værker fra årets produktion, som tilsammen belyser forskellige måder, hvorpå kunst kan være med til at fremme følelsen af fællesskab.

Udstillingen består af både fælles og individuelle værker udformet før, under og efter at coronaepidemien satte samfundet mere eller mindre på pause.

Der er fri entré til udstillingen, som har åben frem til og med den 14. november 2020. I efterårsferien vil der blive afholdt kreativ workshop for børn sammen med kunstnere og undervisere fra GAIA Akademi. Flere informationer bliver løbende offentliggjort på www.gaiamuseum.dk og www.facebook.com/GAIAMuseum

GAIA Museum er et specialmuseum og en kulturvirksomhed, der drives i samarbejde mellem mennesker med særlige behov og ordinært ansat personale med vidt forskellige fagkundskaber. Museet har en samling på over 500 værker af anerkendte danske og udenlandske outsiderkunstnere, som formidles gennem udstillinger, udgivelser og offentlige arrangementer. I tilknytning til museet findes kunstskolen GAIA Akademi, der tilbyder særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

GAIA er desuden medstifter af og sekretariat for den europæiske forening for outsiderkunst, European Outsider Art Association, som arbejder på at promovere outsiderkunsten, opbygge partnerskaber, kæmpe for outsiderkunstneres rettigheder samt udveksle viden på tværs af organisationer i Europa.

GAIA Museum støttes økonomisk af Kultur- og Fritidsudvalget i Randers Kommune.