Udstilling: Bløde skulpturer med et politisk budskab

Udstilling på Randers Kunstmuseum der præsenterer skulpturer i strik, linoleumssnit og keramik fra 2000 til 2022 af Kenneth Rasmussen. Frem til og med den 4. september 2022.

Strikværkerne er monumentale og har karakter af installationskunst. De er fortrinsvis strikket af plastikposer fra Netto, Føtex, Normal og hundredvis af andre steder, indsamlet af kunstneren selv eller leveret til hans værksted af andre. Her er de blevet klippet ud og forvandlet til garnnøgler og derefter strikket til meget lange skulpturelle former.

Rasmussens værker kan ses i relation til en fremherskende tendens indenfor international samtidskunst, hvor strik som teknik og tekstiler af forskellig art anvendes som materiale. Hvor klassiske materialer som sten og metal kan virke ’kolde’ og ’hårde’, har tekstiler og strik en anden ’blødhed’ og intimitet over sig. I kraft af vores fælles taktile erindringer, er de forbundne med det sensoriske, det sanselige og det kropslige.

Rasmussens værker fremtræder som en form for amorfe kropsskulpturer eller (u)organiske vækster, hvor materialet er levende og frit groende som vegeterende liv. De fremstiller andre konventioner om kroppen end den klassiske idealfremstilling og synes tæt forbundne med de transformationsprocesser, man kan iagttage hos surrealisterne. De bløde skulpturer kan også aflæses samfundskritisk, de har en indbygget skarpt politisk pointe om bæredygtighed og forbrug. I Rasmussens bearbejdning forvandles skrald til kunst.