Verdensmål som kunst på Fussingø Slot

12 anerkendte samtidskunstnere udstiller i perioden 26. september - 18. oktober.

Udstillingen bærer titlen ’NATUR=VIS’ og er arrangeret af Randers Kunstforening.  Alle kunstnere har fokus på FN’s verdensmål om bæredygtig produktion og livet i skov og på land. Oplev malerier, skulpturer og installationskunst på Fussingø Slot

”Vi vil forsøge at koble kunst, natur, bevægelse og klimamål sammen i dette projektet, som har fået undertitlen ’Kunst i bevægelse for klimaet’. Formålet er at give inspiration til et mere bæredygtigt Danmark og dermed understøtte FN’s verdensmål. Projektet skal bidrage til bevidstgørelse og synliggørelse af vores forhold til naturen gennem kunsten og være en øjenåbner for, hvad vi gør ved vores natur, og dermed skabe større bevidsthed, som kan muliggøre positive ændringer,” fortæller foreningens næstformand Preben Larsen.

’NATUR=VIS’ kan opleves hver lørdag og søndag i udstillingsperioden fra kl. 10 til 16. Derudover bliver der arrangeret en række omvisninger, artist talk, dialog-arrangementer og naturvandringer med en biolog fra Fussingø Skovdistrikt, ligesom der vil være omvisning om slottets historie og børneworkshops med fokus på natur.

De 12 kunstnere, der udstiller på udstillingen, er: Rune Bosse, Troels Carlsen, Pernille Egeskov, Maria Engholm, Tue Greenfort, Rene Holm, Mads Peter Laursen, Niels Østergaard Munk, Mie Mørkeberg, Iben Toft Nørgaard, Jan Wessel og den dansk-tyske billedkunstner Andreas Schulenburg. Alle har stor udstillingserfaring på museer og kunsthaller i ind- og udland.

Fussingø Slot var oprindeligt en borg fra 1555. Den nuværende hovedbygning er bygget omkring 1795 og var stamhus for slægten Scheel von Plessen. Slottet danner i dag rammen om udstillinger med kunst og kunsthåndværk et par gange om året. Derudover er der andre skiftende arrangementer på og ved Fussingø Slot. Slottet ligger i en af Danmarks  kommende to  naturnationalparker.

Læs mere på  fussingoeslot.dk