American Ride - New Nashville Country med danske rødder

Tante Olga præsenterer fredag 12/10, kl. 21.00. Spændende dansk band, der har taget den amerikanske Country tradition op og givet det et dansk pift med ny inspiration – det rykker rigtig godt.

01. oktober 2018 - Oprettet af Kenneth Sørensen

American Ride blev dannet af far og søn, Ole og Christian Odde, i 2011 og har igennem en årrække arbejdet med forskelligt repertoire og musikere. Den rette konstellation faldt endeligt på plads i foråret 2016.

I  2017 udgav bandet deres første single “Beer Drinking Fun”. Stilen er New Nashville Country, en musikgenre der boomer.

Bandets lyd tager afsæt i countrytraditionen, der krydres med rock-, pop- og blueselementer til dansevenlig, iørefaldende moderne countrymusik.

Dermed er American Ride en del af den countryfeber, som de seneste år ikke kun har spredt sig i genrens hjemland, USA, hvor hver fjerde voksne amerikaner, ifølge dagbladet Information, i 2014 kaldte sig for country-fan.

Også i Danmark har countrymusikken de senere år vundet frem, blandt andet fordi genren formår at blande det poppede og rockede med den traditionelle countryfeeling.