Tæt på indbyggerne i Thule

Frem til den 4. november 2018 kan du opleve storslåede, fotografiske rejseskildringer fra Grønland på Randers Kunstmuseum. En af Danmarks fineste fotografer inviterer med udstillingen ”Ultima Thule” museumsgæsterne ind i et sjældent fremkommeligt og uberørt område af Grønland.

Fotograf Henrik Saxgren har taget en række enestående billeder af nogle af de sidste mennesker, der levede i Grønlands fangerkultur inden det moderne trængte frem. Han har været med, når fangerne har jagtet isbjørne, hvalrosser, narhvaler og remmesæler. Men sin linse har Henrik Saxgren været helt tæt på de voldsomme dramaer. Men han har også været med i dagligdagen i fangernes huse, hvor sæler ligger på gulvet og isbjørneskind hænger til tørre ude i det fri.

”Jeg opdagede hurtigt, at Thule-boerne er beskedne mennesker med et afklaret forhold til den natur, de lever i. Men der var specielt én ting, der virkelig slog mig: De gik aldrig imod naturens kræfter, men bevæger sig med dem. De veg frem for at udfordre. De ventede frem for at trodse. Som en elegant bokser, der kan tage en træffer, fordi han forstår at ’gå med’ slaget - på samme måde bevæger fangerne sig med naturen, ” fortæller Henrik Saxgren.

Henrik Saxgren var fra 1985-91 billedredaktør på månedsbladet Press og udgav i 1990 bogen, 'Tid — om fotojournalistik’. Han er tilknyttet forlaget Gyldendal, hvor han har udgivet hele seks forskellige bogtitler. I 2016 modtog han danske fotografers ærespris.

I anledning af udstillingen ”Ultima Thule” inviterer Randers Kunstmuseum i samarbejde med FOF til samtalesalon med Henrik Saxgren og journalist Martin Breum, der er forfatter til en række bøger om Grønland. Det sker 31. oktober kl. 19-21.