Randers City Blues Festival

Op mod 30 danske og international topnavne. Ti musikscener – eller flere - udendørs og indendørs. Det er Randers City Blues Festival 2018, den 29. og 30. juni.

Byens puls bliver ændret de to dage, nøjagtig som tilfældet var det sidste år, hvor bluesfestivalen blev holdt for første gang. Turister, randrusianere, bluesfans og nysgerrige kommer igen i år til at opleve livemusik i gader og stræder samt under tag på Underværket, hvor nogle af de største navne giver koncerter fredag og lørdag. De eneste to oplevelser, som kræver køb af billet. Al musikken rundt om i city er gratis og til fri afbenyttelse.

De fleste musikfestivaler er bygget op om 2-3 hovednavne og så en lang liste af knap så kendte navne. Sådan er det ikke hos Randers City Blues Festival. Nok er der store navne, som kunne fortjene en plads øverst på plakaterne, men ligesom sidste år prioriterer festivalarrangørerne bredde og alsidighed samt præsentation af solister, duoer, trioer og hele bands, hvoraf mange aldrig tidligere har optrådt i Randers. Eller i Danmark for den sags skyld.

Crooneren og live-bandet

Den store danske blues-crooner Mike Andersen kommer med sit band som tidligere Danish Blues Award Winners for at spille på Underværket. Her optræder også det danske band, som nu både i 2015 og 2017 har fået deres albums kåret til Europas bedste bluesudgivelser. Det er The Blues Overdrive, hvis seneste CD er en liveoptagelse, der viser, hvor strålende musikken gør sig til koncerter – i det her tilfælde både indendørs på Underværket og udendørs på Storegade-scenen.

For yderligere info og billetter se: www.randers-cityblues.dk 

Fra USA kommer soulblues-vokalisten Shanna Waterstown med sit internationale band, der fortryllede alle ved en koncert sidste år hos Bluesnight Randers og var selvskrevne til en plads på festivalplakaten. Og så skal nævnes også byens lokale blueshelte fra The Cornfeds, der har oplevet både national og international opmærksomhed, siden de vandt Danish Blues Challenge 2016.

Mike Andersen, Shanna Waterstown, Big Creek Slim Band – alene og med Miriam Mandipira – samt konstellationen med norske Vidar Busk og danske Ole Frimer kan opleves på Underværket, mens de fleste andre navne optræder én eller to gange rundt på scenen i Randers City.