Det store X Factor finaleshow kommer til Randers

Nu bliver der mulighed for at opleve det kæmpe finaleshow live i Arena Randers fredag den 31. marts

Det er 16. gang at X Factor ruller over skærmen, hvor publikum oplever grin, drama og masser af bevægende øjeblikke i jagten på de største talenter. Og når den store finale ruller 31. marts 2023, har folkene bag programmet valgt Randers og den store Arena 1 i Arena Randers som lokation.

”Det bliver en fantastisk oplevelse for alle, der har lyst. Samtidig betyder det også flere gæster, der kommer til at opleve vores skønne by og kommune, ” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

I Arena Randers gøres nu klar til et kæmpe show.

”Vi glæder os rigtig meget til at stille med en fantastisk ramme for X Factor showet og dermed også for de mange tusinde seere. Og her i Randers kan I godt glæde jer til en fest. Lige nu ser vi på mulighederne for, at virksomheder kan tilbyde helhedsoplevelser for medarbejdere og kunder, og vi er meget åbne for ønsker og ideer,” siger Morten Arnesen, direktør for Randers Arena.

Når tv-showet triller ind i Randers er det i sig selv en stor begivenhed. Produktionen udgør på selve finaledagen cirka 270 personer samt en stor mængde teknisk udstyr. Der skal bygges scene, sættes lys og lyd for at skabe en live tv-produktion, som sikrer, at både publikum og tv-seerne får et folkeligt, flot og forførende show. Samtidig udløser det omkring 500 hotelovernatninger. Der forventes til eventen cirka 3500 deltagere.

”Arena Randers er meget velegnet til denne type shows, fordi der både er højt til loftet og samtidig gode muligheder for at skabe en intim stemning. Og så har vi en fantastisk akustik og kan samtidig sørge for, at de mange i X Factor produktionen har alt, hvad de måtte ønske sig,” siger Morten Arnesen.

Yderligere oplysninger på www.arenaranders.dk