I et foredrag på Museum Østjylland kan du nu få en masse ny viden om, da byen opstod. Hør arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen fortælle om nye konklusioner på både nye og gamle undersøgelser og få svaret på, præcis hvornår Randers opstod, og hvordan byen gennem århundrederne udviklede sig.
Foredraget er baseret på resultatet af et projekt, hvor museet sidste år undersøgte, hvordan byen voksede frem, udviklede sig - og ikke mindst, hvorfor det gik som det gjorde. Projektet har kastet nyt lys over spørgsmål som, hvor og hvornår opstod det ældste Randers? Hvordan adskilte byen sig fra andre middelalderbyer, der ofte havde en domkirke?
Arrangement: Randers – en middelalderby ved Gudenåen, torsdag den 3. april 2025, kl. 19 - 21.
Sted: Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers.
Pris: 85 kr. Køb billet her
Udgravninger og boreprøver giver svar
Thomas Guntzelnick Poulsen giver i foredraget publikum en unik indsigt i de nyeste forskningsresultater.
”Det er resultater, der både giver os en større forståelse af Randers’ historie og sætter byen på landkortet i national og international byhistorisk forskning,” forklarer arkæologen.
Arkæologiske udgravninger og nye boreprøver i Randers’ historiske centrum danner grundlaget for projektet, der har kortlagt, hvordan byen så ud i dens spæde start i middelalderen. Projektet har også undersøgt, hvordan beboerne i byen udbyggede og stabiliserede byens areal ved at opfylde og inddæmme langs Gudenåen.
Fire meter tykt kulturlag
Randers har en lang historie og er derfor et spændende sted for arkæologerne at undersøge og forske i. ”Her i Randers har vi et kulturlag (jordlag med spor af menneskelige aktiviteter) på op til fire meters tykkelse fyldt med levn fra levede liv og aktivitet. Så byen rummer et stort potentiale for arkæologisk forskning,” fastslår Thomas Guntzelnick Poulsen.
Sammenhængende billede af Randers
Siden 1873 og frem til i dag har der været over 100 arkæologiske udgravninger i Randers’ bymidte. Hidtil har der imidlertid ikke været et samlet overblik over, hvad der er fundet, og hvad fundene kan fortælle om byens grundlæggelse og opblomstring. En væsentlig del af projektet på Museum Østjylland har derfor været at holde allerede eksisterende udgravningsrapporter og arkæologiske fund sammen med nye resultater af boreprøver og geologiske undersøgelser.
”Ved at analysere kulturlag, der tidligere er udgravet og strukturere informationen på tværs af forskellige undersøgelser, har museet i dag fået et mere sammenhængende billede af byens udvikling. Så der er nok at tage fat på og dykke ned i til foredraget den 3. april,” slutter arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen.