Stor jernalderlandsby ved Over Hornbæk

10. april: Hør foredrag om Jernalderlandsbyen, der blev til Over Hornbæk.

Få spændende nyt om stor jernalderlandsby ved Over Hornbæk I dag er Over Hornbæk fuld af huse og haver, mennesker og liv. Men allerede for 2.000 år siden havde jernaldermenneskene fundet ud af, at netop her var godt at være. Hør i et spændende arkæologisk foredrag på Museum Østjylland om udgravningen ved det nuværende Over Hornbæk, hvor over 100 huse og andre spor efter en stor landsby igen så dagens lys.

Arkæolog Trine Fristed præsenterer i foredraget resultaterne af udgravningen af jernalderlandsbyen, der i 2024 blev undersøgt vest for Over Hornbæk. Mere end 3.600 stolpehuller og gruber dukkede frem af mulden og viste sig at være de sidste spor af over 100 træbyggede jernalderhuse fra århundrederne omkring Kristi fødsel.

”Flere af husene var særligt velbevarede med intakte gulvlag i stald-enderne. Den slags fund giver os arkæologer smil på læben, fordi fundene giver os en enestående indsigt i langhusenes konstruktion. Og ikke mindre vigtigt, med fundene får vi også mulighed for at forstå og dokumentere, hvordan menneskene levede og organiserede deres samfund i en periode på cirka 500 år,” forklarer Trine Fristed.

"Det er sjældent, at vi udgraver så mange velbevarede huse fra den samme landsby!”

Hverdagsliv og samfundets udvikling
I foredraget kommer du både til at høre om Højgård-udgravningen og også om andre lokale arkæologiske udgravninger og fund. Tilsammen fortæller de om, hvordan samfundet udviklede sig i jernalderen i Randersområdet.
Arkæolog Trine Fristed dykker ned i, hvordan Højgård-udgravningens resultater viser både det nære hverdagsliv og jernaldersamfundet på regionalt plan. Du får i foredraget også arkæologens faglige vurdering af, hvordan landsbyen gennem tiden udviklede sig til det nuværende Over Hornbæk.

Skove, enge og ådale var vigtige
Jernalderlandsbyen lå tæt ved Gudenåen. Åen gav adgang til vigtige ressourcer som fiskeri, materialer til bygninger og transport.

”Skovene, engene og ådalene lå tæt omkring og har helt sikkert spillet en central rolle i landsbyens økonomi og livsgrundlag,” fastslår arkæologen.

”Gravpladsen, hvor landsbyens beboere begravede deres døde, har vi endnu ikke fundet. Men jeg giver til foredraget mit bud på, hvor den kan have ligget.”

Droner giver nye muligheder
Da udgravningen af Højgård-landsbyen gik løs, tog arkæologerne et ret nyt arbejdsredskab i brug: Dronen! Men den svævende over udgravningen har arkæologerne kunnet lave fotos og optagelser af huse og landskab. På dronebillederne kunne arkæologerne desuden registrere detaljer i huskonstruktionerne i langt højere grad end tidligere, hvor det benyttede hjælpemiddel alene har været GPS-målinger.

"Dronefotograferingen har givet os en helt ny mulighed for at zoome ind på de arkæologiske spor. Vi kan nu se detaljer i huskonstruktionerne, som tidligere ikke var synlige med GPS-indmåling. Det har gjort os meget klogere på, hvordan husene var lavet, og dermed hvordan jernaldermenneskene levede," slutter arkæolog Trine Fristed.


Foredrag: Jernalderlandsbyen, der blev til Over Hornbæk, torsdag den 10. april 2025 kl. 19 - 21.
Sted: Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Billet: 85 kr. inkl. kaffe og te. Købes på museumoj.dk