Foredrag med Christian Fuhlendorff

Selvhjælp Randers er vært for et spændende foredrag med Christian Fuhlendorff. Det sker mandag d. 11. november kl. 19 i Fritidscentret.

Hvem gider tage den vej alle de andre tager? Og hvordan skal livet leves, når du stikker ud fra mængden? Det er nogle af de spørgsmål, vi får svar på når Selvhjælp Randers byder Christian Fuhlendorff velkommen til en spændene og inspirerende aften, hvor han fortæller om sit liv som ordblind, og det at være anderledes.

I 2015 fik han prisen som “Årets Komiker”, og han er en komiker, der i sjælden grad samler generationer og fra hvis shows og foredrag, man ALTID går klogere videre ud i verden.

For jo, Christian er en vanvittig sjov mand, men i sine foredrag har han flere af sin persons sider med. Med både humor og seriøsitet vil han vende nogle af de svære problemstillinger med sit publikum. Du har måske før undret dig over, hvorfor vi mennesker er her på jorden? Det har Christian også, men han omformulerer spørgsmålet en smule: Hvordan er vi her? Her fortæller han blandt andet om, hvordan hans liv som ordblind udfolder sig – for det har ikke altid været nemt at acceptere, at han ikke er helt som alle andre.

Han fortæller om dårlig skolegang, det at blive holdt uden for klassen, mobning, ordblindhed diagnose og offerrollen – hvem er det der befinder sig i den rolle? men også de gaver han i processen fik. Han fortæller om, hvordan han stadig støder på sin egen ordblindhed i dag, men også om hvordan han i stedet for at give op, opfinder sine egne, unikke måder at løse udfordringerne på. Og så svarer han også meget gerne på de spørgsmål DU har.

Det bliver ærligt, sårbart og – som ALTID med Fuhlendorff – ret sjovt.

Entré: 75 kroner  

Læs mere og køb billet her