Lars Bom som H.C. Andersen

”Kærlig hilsen H.C. Andersen” på Randers EgnsTeater kan opleves den 9. januar kl. 19.30.

HC Andersen

9. januar kan man opleve et musikdramatisk og intimt portræt af en forfatter, vi alle troede, vi kendte. I det eksperimenterende og nyskrevne musikdrama ”Kærlig hilsen H.C. Andersen” er H.C. Andersen selv på scenen med tre musikere. I en crossover-forestilling, i krydsfeltet mellem musik, tekst og maskearbejde, fortæller den berømte forfatter sin egen historie på en helt særlig måde.

I fortællingen indgår 15 stærke nyskrevne sange, hvis tekster er sjældne og ukendte tekster af H.C. Andersen. Med deres toner løfter de historien og indgår som en naturlig del i fortællingen.

Det er skuespiller Lars Bom, der er på scenen som H.C. Andersen, og det er også ham, der har bearbejdet Andersens tekster til monologforestillingen. Med sig på scenen har han tre musikere, der også har komponeret musikken.

H.C. Andersen trak vejret gennem sin fjerpen; omsatte alt i sit liv til kunst og omvendt. Men under hans kærlighedsaffære med både digtningen og nomadelivet lå ensomheden og længslen efter rødder og ægte kærlighed som et fundamentalt spor.

Forestillingen er også et vidnesbyrd om en væsentlig kommunikationsform, der er gået tabt - brevskrivningen. Om hvad der sker med vores fælles historie i den digitale tidsalder, hvor papiret er tomt og håndskriften glemt.

Umiddelbart efter forestillingen er der artist talk med Lars Bom, hvor man kan høre nærmere om hans arbejde med at skabe forestillingen og stille spørgsmål.

”Kærlig hilsen H.C. Andersen” kan opleves på Randers EgnsTeater den 9. januar kl. 19.30.

Læs mere på www.randersegnsteater.dk