Orgel og storskærm med Jonas Hellesøe

27. september: Det bliver en orgelkoncert lidt ud over det sædvanlige, når der er musik i Enghøj Kirke.

Jonas Hellesøe (f. 1991) er klar til at give en helt speciel oplevelse i Enghøj Kirke.

Nogle gange kan det være svært at følge med i organistens arbejde ved orglet, når der spilles rundt om i de danske kirker. Det har Enghøj Kirke med dette arrangement tænkt sig at lave om på, for her bliver det muligt at kigget organist Jonas Hellesøe over skulderen, mens han spiller. Eller det vil sige næsten, for det bliver optaget og vist på storskærm. På den måde giver det et helt andet indblik i arbejdet ved orglet, om det nu er pedalarbejdet eller hændernes vandren på tangenterne, som man er interesseret i.

Chaplin som emigrant

Repertoiret denne aften bliver helt særligt. For det første kaster Jonas Hellesøe sig over stumfilmen Chaplin som emigrant fra 1917. En film, som man måske ikke i første omgang forbinder med orgelmusik, så det bliver interessant at opleve den finurlige og glade klavermusik omsat til orglets mere dybe toner. Samtidig er Jonas Hellesøe klar til at lave improvisationer over de melodier og temaer, som publikum tager med. Hvis du har en yndlingssalme eller sang, så tænk over det, inden du kommer til koncerten. På den måde er du klar til at byde ind med nogle gode melodier.

Derudover vil der også blive spillet musik af den tyske komponist og organist Johann Sebastian Bach (1685-1750), men vi kommer også lidt længere op i tiden, når der bliver spillet værker af tyskeren Max Reger (1873-1916). Man har derfor en helt særlig aften i vente.

Jonas Hellesøe

I det daglige er han organist i Risskov Kirke, og han er en af de mest fremadbrusende unge musikere i Danmark. Han har givet solokoncerter i de fleste danske domkirker. I 2021 og 2022 gav han desuden koncerter i La Sagrade Familia i Barcelona samt i Koncerthuset i Ankara i Tyrkiet. Han giver ligeledes koncerter som solist i samarbejde med Randers Kammerorkester, Aarhus Symfoniorkester og BaroqueAros.

Koncerten starter kl. 19.30

Entré: 50 kr.

Efter koncerten kommer Jonas ned i kirken, hvor det er muligt at hilse på ham.

Læs mere om arrangementet hos Enghøj Kirke