Randers er årets værtsby for Danmarks Indsamling 2023

Der sendes live TV fra Værket, når Danmarks Indsamling rammer danskernes skærm for 17. år i træk. Det store indsamlingsshow løber af stablen lørdag 4. februar 2023, kl. 19.

Når 'Danmarks Indsamling 2023' transmitteres live fra Musik- og teaterhuset Værket, er det første gang, at Randers er vært for showet. Byen, der er en af landets største, er især kendt for, at landets eneste flod, Gudenåen, har sit delta i midten af byen, og her møder Randers Fjord.

At valget som værter er faldet på Randers og Værket, skyldes blandt andet de rigtig gode fysiske forhold, som Værkets mange faciliteter byder på, og ikke mindst den store velvilje fra Randers om at aktivere sine mange lokale fællesskaber og velfungerende erhvervsliv.

"Vi står midt i en tid, hvor det er særligt vigtigt at hjælpe verdens sårbare børn, og med Musik- og teaterhuset Værket i Randers som stedet, så er rammen for en fantastisk 'Danmarks Indsamling' helt i top. Vi glæder os til at byde hele landet velkommen til Randers og vise vores kronjyske egn frem, samtidig med, at vi i dejlige rammer kan bidrage til at støtte verdens sårbare børn, siger Randers’ borgmester Torben Hansen.”

DR vil gerne være med til sætte fokus på de udfordringer verdens fattigste børn og unge står over for og være med til at sikre, at de ikke bliver glemt, selvom verden brænder. At det bliver Randers, der kommer til at stå for den vigtige begivenhed i 2023, glæder Jan Lagermand Lundme, der er redaktør på det store fem-timers TV-show:

"Jeg ser frem til samarbejdet med Randers og er glad for det engagement, vi allerede har mærket fra både kommunen og Værket til at løfte næste års vigtige indsamling. Jeg håber og tror på, at vi sammen med danskerne kan være med til at gøre en forskel for nogle af verdens mest sårbare børn".

Pengene der bliver indsamlet kommer til at gå til målrettede udviklingsprojekter i 15 lande gennem Danmarks 12 største humanitære organisationer.

Om 'Danmarks Indsamling'

Siden 2007 har danskerne hvert år stået sammen om 'Danmarks Indsamling', og siden 2018 har 'Danmarks Indsamling' været afviklet udenfor København i henholdsvis Aarhus, Aalborg, Vejle, Viborg, Esbjerg og nu Randers.

I januar 2022 blev der indsamlet over 100 millioner kroner. Samlet set er der indsamlet imponerende 1,4 milliarder kroner i de år, der er afholdt 'Danmarks Indsamling'. Showet, der er kulminationen på en uge i indsamlingens tegn, tiltrækker samtidigt hvert år op mod 1,5 million tv-seere fordelt hen over aftenen, når DR1 sender live i ikke mindre end fem timer.